Højtideligheden

Uanset jeres afdøde barns alder, kan vi holde en begravelse eller bisættelse ud fra de ønsker I må have.

Det er vigtigt, at overveje de forskellige muligheder og tage hensyn til de følelser, som ligger til grund for de umiddelbare ønsker. Det er en chokerende og uvant situation, hvori I skal træffe disse valg, men vi kan ikke gøre denne afsked om og må hjælpes ad med at vælge ærligst muligt.

Hvis I ønsker, at vi skal holde en højtidelighed for jeres barn, kan denne foregå i kirken i jeres sogn, i kirkegårdskapellet, sygehusets kapel, ved det gravsted I vælger eller fra jeres hjem.

I kan vælge, at en præst skal deltage eller vi kan selv arrangere den ceremoni, som skal foregå.

Vi kan synge salmer, sange, læse op eller lytte til musik.

I kan også overveje, om I gerne selv vil lægge jeres barn i kisten eller måske kun se jeres barn i kisten. Måske har I små ting, bamser, breve, billeder eller andet som skal følge jeres barn.

Top